70 lokale løbere snører skoene i uge 34
Selvom Fløng Kondi er at finde på vejene i og omkring Fløng/Hedehusene hele året rundt, er det noget særligt, når der for alvor startes op efter sommerferien. Dette sker med et etapeløb, Etape 2640, for hele klubben. Her mødes medlemmerne for at gå eller løbe en halv eller en hel maraton over 5 dage. Hver aften, mandag til fredag i uge 34, mødes medlemmerne på forskellige steder, og hver aften byder på en kort og en lang tur, som tilsammen giver henholdsvis 21,1 og 42,2 km hen over ugen. Hver etape afsluttes med lidt hygge og samvær, mens de sidste løbere heppes i mål.
Etape 2640 bringerne løberne rundt i hele Fløng/Hedehusene og ikke mindst rundt i Hedeland, som er et af klubbens foretrukne løbesteder. Et af højdepunkterne er onsdagens etape, Kongeetapen, som slutter på toppen af skibakken. Samlet set går og løber medlemmerne i den uge, hvad der svarer til turen fra Hedehusene og til Rom.
”Det er en fantastisk måde at samle klubben omkring løb, vandring og socialt samvær, og Etape 2640 er for alle medlemmer, fordi der både er en lang og en kort rute” udtaler Mette Emanuel, som er formand for Fløng Kondi. Hun fortsætter: ”Vi er en social løbeklub som udover vandring og løb har stor vægt på det sociale med julefrokost, morgenbrødsløb m.v., og så slutter vi selvfølgelig Etape 2640 af med flotte medaljer og fællesspisning om fredagen”. Medlemmerne af Fløng Kondi er også aktive i større og mindre løb rundt om i Danmark og i udlandet og i foråret gik turen til Hannover hvor der blev løbet forskellige distancer fra 10 km til maraton
Det kan således være, at du i uge 34 støder på en flok løbere eller vandrere med løbsnummer på maven på tur rundt i byen eller i Hedeland. Du skal være velkommen til at give et hep på vejen. Det kan også være, at du ser de små orange flag, som bruges til opmærkning af ruterne på dagen og som fjernes igen umiddelbart efter at deltagerne har passeret.
Fløng Kondi mødes hele året tirsdage, torsdage og lørdage ved klubhuset ved Fløng Svømmehal eller ved Hedehusgården i Hedeland. Klubben tilbyder vandring og løb på forskellige niveauer og langt de fleste kan være med. Der opstartes typisk nyløberhold i foråret og man er altid velkommen til at kigge forbi på en træningsaften og tage en snak med en af de mange uddannede løbetrænere. Fløng Kondi arrangerer også Hedelands Naturtrail som afholdes i foråret og som byder på flere forskellige ruter rundt i Hedeland.
TAK TIL VORES SPONSORER: SuperBrugsen Nærheden, Rema1000, Anytime, Anettes smørrebrød, SnowFun og Bollinis!